Salgs-/leveringsbetingelser

Nedenstående betingelser finder sted i det omfang Stanseform ApS og køber ikke skriftligt har aftalt andet.

Tilbud

Tilbud/overslag er bindende i 1 måneder fra tilbuddets dato, med mindre andet er aftalt. Såfremt tilbuddet udmøntes i en ordre er det naturligvis en forudsætning, at den faktiske opgave er identisk med den ved tilbudsgivningen beskrevne.

Specifikationer

For tolerancer på dimensioner m.m. gælder Stanseform ApS´s almindelige normer for det pågældende produkt.

Leveringstid

Stanseform ApS vil efter bedste evne overholde aftalte leveringstider. Stanseform ApS er ikke forpligtet til at erstatte tab som følge af eventuel overskredet leveringstid. Opstår væsentlig forsinkelse med leveringen, som Stanseform ApS er skyld i, så har køber ret til at annullere bestillingen af den konkrete ordre. Skyldes forsinkelsen købers forhold, så har Stanseform ApS ret til at udskyde leveringstiden eller annullere aftalen for så vidt angår de pågældende varer.

Forsendelser

Hos Stanseform ApS er leveringsomkostninger inkluderet i prisen, på nær hvis der er tale om en hasteopgave eller hvis andet er aftalt,forsendelsen er på købers risiko, og Stanseform ApS påtager sig intet ansvar for forsinkelser, der forårsager driftstab, avancetab eller andre indirekte tab.

Købers insolvens

Forekommer før levering rimelig anledning til at antage, at køber ikke vil kunne opfylde sine betalingsforpligtelser, har Stanseform ApS ret til at kræve fornøden sikkerhed eller kræve betaling pr. efterkrav uanset anden aftale. Såfremt dette ikke kan imødekommes af køber, har Stanseform ApS ret til at ophæve købet.

Reklamationer og garanti

Når køber har modtaget værktøjet, påhviler det dem at undersøge/afprøve varen. Indsigelse mod åbenbare mangler eller fejl skal gøres inden 7 dage efter modtagelsen, medens indsigelse mod kvalitet, tolerancer etc. skal gøres umiddelbart efter, at fejlen er konstateret. Alene ved godkendelse af evt. tegninger/filer, overtager køber ansvaret og risikoen for, at det i henhold til denne tegning/fil fremstillede værktøj design-, funktions- og konstruktionsmæssigt fuldt ud er egnet til den anvendelse eller det formål, som køber lader værktøjet anvende til. Køber bærer i enhver henseende, med mindre andet er aftalt, risikoen for at forme og værktøjer er egnede til det ønskede formål. Er Stanseform ApS behørigt underrettet om fejlbehæftede værktøjer, og det godtgøres, at fejlen fandtes ved leveringen, og at Stanseform APS er ansvarlig for fejlen, er Stanseform ApS pligtig inden for rimelig tid omkostningsfrit at reparere, om bearbejde, ombytte eller erstatte det leverede værktøj efter Stanseform ApS´s eget valg. Selvom værktøjet evt. er fejlbehæftet, har Stanseform ApS intet ansvar for skade på ting, herunder produkter der fremstilles af køber. Stanseform APS har i denne forbindelse intet ansvar for driftstab, avancetab eller andre indirekte tab. Stanseform ApS´s erstatningsansvar kan maksimalt andrage kreditering af det leverede værktøj samt eventuelle transportomkostninger. Reklamationer over faktura eller angivelser på faktura må fremsættes inden 7 dage efter fakturaens modtagelse.

Krænkelse af immaterialretligheder.

Såfremt leverancer foretages i overensstemmelse med tegninger, modeller eller andet, som er tilvejebragt af køber, skal denne friholde Stanseform ApS for ethvert ansvar i forbindelse med krænkelse af tredjemands rettigheder såsom copyright-, patent-, mønster- eller varerettigheder.

Betaling

På et forfaldent beløb har Stanseform ApS ret til at debitere renter.

Priser

Alle priser i tilbud er dagspriser eksklusive moms. Ændrede materialepriser, arbejdslønninger, valutakurser, fragtrater, afgifter, toldsatser og lignende kan medføre regulering på priserne på leveringsdagen.

Værneting

Enhver uoverensstemmelse vedrørende handlens indgåelse og opfyldelse skal behandles ved Sø- og Handelsretten.